Blogbuddies - fase 2.0. Forløb med gyserfilm.

I skoleåret 14/15 fortsætter vores samarbejde mellem de to klasser (der så går i 6. kl.) Her kan du se, hvad vi har tænkt os at gøre. I dette forløb har vi ønsket at lægge mere vægt på kollaboration og kreativitet. Lad dig endelig inspirere (men husk gerne, at vi ikke har afprøvet forløbet endnu, og derfor ikke kan garantere, at opgaverne er skruet helt rigtigt sammen). Forløbet består af to store samarbejdsprojekter med udgangspunkt i klassens daglige arbejde i danskbogen Fandango. Opgaverne er:

  1. Produktion af en billedbog i web-værktøjet Storybird.
  2. Produktion af en gyserfilm på iPads med app'en iMovie

Gyserfilmproduktion

Efter gennemgang af kapitel 4 i Fandango 6, hvor eleverne har arbejdet med Coraline som en graphic novel, ser børnene gysertegnefilmen Coraline. Herefter repeteres de filmtekniske virkemidler som perspektiv, klipning, setup/pay-off, beskæring mm, som børnene har arbejdet med de foregående år i Fandango. Brug fx disse små videoer i dette tema for mellemtrinnet om GYS på Filmcentralen: Gys - Et interaktivt undervisningsmateriale til mellemtrinnet

Børnene skal nu selv producere små gyserfilm på iPads i programmet iMovie.

Eleverne arbejder i grupper på 4-5 personer. Grupperne skal overholde følgende rammer for gyserfilmen:

Krav til gyserfilmen:
  • Filmen skal indeholde mindst et setup (et hint, til noget der sker senere i filmen fx. en pistol, der bliver trukket op af en skuffe)
  • Mindst en scene i enten frøperspektiv eller fugleperspektiv.
  • Krydsklip mellem to personer
  • Mindst et klip med ultranærbillede

Når I skal finde på jeres historie, skal I tænke over, hvornår det vil passe naturligt ind i jeres historie, at opfylde de tekniske krav.

I må gerne selv finde på en historie. I så fald skal I aftale jeres emne med mig, INDEN I går i gang med at filme. Er det svært at finde på noget, kan I vælge mellem en af disse titler:

  1. Mobbehævneren
  2. Skriget i skoven
  3. Legenden om den døde pedel
  4. Zombievikarernes Nat
Find en spændende location i nærheden af skolen, der kan give flotte baggrunde til jeres produktion. Fx i skoven, kælderen eller et andet skummelt sted. Sørg for, det er et sted, hvor der ikke er for mange andre i nærheden, da det kan give forstyrrende baggrundsstøj på jeres film.

Tal om, hvilke roller I skal have i gruppen. Skal alle være skuespillere? Skal alle filme eller kun en? Sørg for, at alle har opgaver, INDEN I går i gang med at filme. Selvom I har ansvaret for en ting, er det jeres fælles ansvar at hjælpe hinanden med at lave filmen.

Sørg for at have rigeligt materiale, når I filmer, så I har noget at redigere i, når I skal i gang med at klippe filmen til. Tjek at lyden er god, inden I går til næste scene. Når I har filmet det hele, skal I redigere filmen. I kan klippe overflødigt materiale væk. I kan lægge lydeffekter og underlægningsmusik på. I kan ændre overgange og lydstyrke på de enkelte klip.

Når I er færdige, lægges videoen på klassens youtube-kanal, hvor I kan dele den direkte på Blogger. Selve filmproduktionen og redigeringen tager 4-6 lektioner.

Se Tobias, Frederik og Christoffers film her. (Den er lavet og redigeret på 4 lektioner):


Det hvide lagen from Christine Lund Jakobsen on Vimeo.
(Rulleteksterne er ikke lavet i iMovie, men i app'en Scroll Credits)

Venskabsklasserne skal i grupper analysere hver deres video. De skal finde mindst 5 filmtekniske virkemidler. Der tages et skærmbillede (screenshot) af hver af de 5 steder i filmen, hvor virkemidlerne bliver brugt. Opgaven lyder:

Skriv et blogindlæg på jeres egen blog. Indlægget skal indeholde:

  1. De fem screenshots med navnet på det virkemiddel, der er brugt. 
  2. Skriv, hvad I synes, der var godt ved filmen. 
  3. Giv gruppen et godt råd til næste gang, de skal lave en film.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar